A rant while waiting for the results of the local elections. - Only in Danish again.
Natasha får lov til at tale for mig:
Ey Danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage
Ligesom i de gamle dage hvor en spa’e var en s.. YO!
Jeg vil ha’ dig tilbage, ligesom i de gamle dage
Hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente, hvad man sagde
Ey Danmark, jeg savner dig, jeg freaking fucking savner dig
Du skræmmer mig, jeg vil ha' dig tilbage, for jeg græmmer mig!
Min verden, hvor er du på vej hen? Det hele er digitalt, u-menneskeligt, måske endda af-menneskeligørende.
Et par små vignetter kan måske vise, hvad jeg mener:
Ugleungerne skal til tandlægen - well, i gamle dage - tre-fire år siden - fik vi et postkort, som vi kunne hænge på køleskabet. Nu får vi et e-brev: "Der er post i din e-boks". Så graver Uglemor nøglekortet frem, logger ind og læser: "Piraten bedes møde til eftersyn hos tandlægen torsdag den 1. kl 10.30". Helt i skoven tid, der er han på tur. Jeg ringer, venter lææænge med pseudo-tolvtonemusik i telefonen, og får endelig fat i en telefonsvarer. Efter at have trykket mig igennem diverse menuer, rendt efter et kort med Piratens personnummer ... osv får jeg endelig en ny tid, selvfølgelig har jeg ikke noget at vælge imellem, men må tage den anden tid, maskinen spytter ud, hvis jeg ikke vi hele møllen igennem igen. Det hele er centraliseret. Hvad blev der mon af den flinke dame på klinikken, der kendte folk, vidste hvem der helst ville have en morgentid og hvem der skulle til fodbold om eftermiddagen, sørgede for at Ugleungerne fik tre sammenhængende tider, så jeg ikke skulle rende hele tiden osv.
Vi sparer. Allesammen. På alting. Men ikke på almindelige menneskers tid. Uglemor har fået i alt 6 Ugleunger. De to første er født et andet sted. Men de fire sidste er alle født her i vores hyggelige lille by. Med de to første gik jeg til jordemoder i den by, hvor jeg også køber ind, og hvor Ugleungerne går i skole. 5 kilometer væk. Jordemoderen havde to dage om ugen i et lokale i byen. Da Ugleunge nummer 5 var på vej, var jordemoderklinikken sparet væk. Jeg - og alle andre gravide i omegnen - måtte venligst rejse til nærmeste sygehus 20 km borte for at gå til kontrol. Jo, de sparede leje til lokalet. Men samfundsøkonomisk ... Alle de spildte arbejdstimer, al transporten, også af jordemoderen, der boede længere fra hospitalet end fra den lille by.
Hvad blev der i det hele taget af mennesker? Da jeg arbejdede på en dimsefabrik, havde vi Lasse, der passede telefonen. Han sad i kørestol og var næsten blind. Men han havde en behagelig stemme, han var høflig, og sikke en hukommelse. Det tog ham længe at komme ud og ind af lokalet, så vi var flere, der bare spiste på kontoret sammen med ham.
Uglemor har slået skulderen. Slemt. Flere gange. Måske er den brækket. Jeg ved det ikke. Jeg har været ved lægen. Flere gange. Fået taget røntgenbilleder, som en anden læge gerne ville se. Men nej. Der er slet ingen billeder, kun en udtalelse fra den, der så de digitale billeder. Jeg kan måske grave noget frem. Hvis jeg logger på med "ikke spor nem-id", roder rundt i diverse mapper, blandt gamle blodprøvesvar og gravidtetsnoter, kan der være, jeg finder noget. Uglemor tænker tilbage til dengang, for snart mange år siden, hvor hun hoppede i minitrampolin og faldt ned og slog nakken! AV! Dengang ringede jeg til lægen, og forklarede at jeg gerne ville låne røntgenbillederne. Et par dage senere gik jeg ned og hentede dem i en stor, brun kuvert. Med den under armen rejste jeg så til København, hvor en sportslæge kiggede på dem. Jeg fik at vide at intet var rigtigt brækket, kun en revne i en knogle. Jeg skulle gå til kiropraktor og blive rettet ud igen.
Vi sparer tid ... eller gør vi?
Vi kan kun være enige. Her har Næstved kommune slugt et par af de mindre, det er efterhånden en del år siden, men alle lokalplaner handler fortsat om Næstved by og ingenting andet. (og det er de endda ret dårlige til, har jeg hørt)
SvarSlet