tirsdag den 21. november 2017

En ny, gammel Blog -- A new, old Blog

Forleden dag var der en World of Warcraft-historie på bloggen her. Uglemor har skrevet flere af den slags, og da de ikke ligger offentligt tilgængeligt, kommer de nu her i små bidder. Hop over til IromManChallenge og læs med. Det er kun på engelsk, for WoW foregår nu engang på det sprog.


Some days ago the blogpost was a piece of World of Warcraft fan art. MotherOwl has been writing more of this, some of it written long ago, some of it in the last few days. But as it in a closed forum, I decided to revive my old blog A year of IronmeanChallenge - a rather misleading title as I have now been at it for 5 years - and put up the stories there. If you want to read jump over to my IromManChallenge and follow the life and death of my IronMen.  

Klagesang i anledning af valget.

Medens vi venter giver Uglemor udtryk for sine bange anelser og almindelige utilfredshed med verden.

A rant while waiting for the results of the local elections. - Only in Danish again.


Natasha får lov til at tale for mig:
Ey Danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage
Ligesom i de gamle dage hvor en spa’e var en s.. YO!
Jeg vil ha’ dig tilbage, ligesom i de gamle dage
Hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente, hvad man sagde
Ey Danmark, jeg savner dig, jeg freaking fucking savner dig
Du skræmmer mig, jeg vil ha' dig tilbage, for jeg græmmer mig!

 
Min verden, hvor er du på vej hen? Det hele er digitalt, u-menneskeligt, måske endda af-menneskeligørende.

Et par små vignetter kan måske vise, hvad jeg mener:
      Ugleungerne skal til tandlægen - well, i gamle dage - tre-fire år siden -  fik vi et postkort, som vi  kunne hænge på køleskabet. Nu får vi et e-brev: "Der er post i din e-boks". Så graver Uglemor nøglekortet frem, logger ind og læser: "Piraten bedes møde til eftersyn hos tandlægen torsdag den 1. kl 10.30". Helt i skoven tid, der er han på tur. Jeg ringer, venter lææænge med pseudo-tolvtonemusik i telefonen, og får endelig fat i en telefonsvarer. Efter at have trykket mig igennem diverse menuer, rendt efter et kort med Piratens personnummer ... osv får jeg endelig en ny tid, selvfølgelig har jeg ikke noget at vælge imellem, men må tage den anden tid, maskinen spytter ud, hvis jeg ikke vi hele møllen igennem igen. Det hele er centraliseret. Hvad blev der mon af den flinke dame på klinikken, der kendte folk, vidste hvem der helst ville have en morgentid og hvem der skulle til fodbold om eftermiddagen, sørgede for at Ugleungerne fik tre sammenhængende tider, så jeg ikke skulle rende hele tiden osv.

     Vi sparer. Allesammen. På alting. Men ikke på almindelige menneskers tid. Uglemor har fået i alt 6 Ugleunger. De to første er født et andet sted. Men de fire sidste er alle født her i vores hyggelige lille by. Med de to første gik jeg til jordemoder i den by, hvor jeg også køber ind, og hvor Ugleungerne går i skole. 5 kilometer væk. Jordemoderen havde to dage om ugen i et lokale i byen. Da Ugleunge nummer 5 var på vej, var jordemoderklinikken sparet væk. Jeg - og alle andre gravide i omegnen - måtte venligst rejse til nærmeste sygehus 20 km borte for at gå til kontrol. Jo, de sparede leje til lokalet. Men samfundsøkonomisk ... Alle de spildte arbejdstimer, al transporten, også af jordemoderen, der boede længere fra hospitalet end fra den lille by.

     Hvad blev der i det hele taget af mennesker? Da jeg arbejdede på en dimsefabrik, havde vi Lasse, der passede telefonen. Han sad i kørestol og var næsten blind. Men han havde en behagelig stemme, han var høflig, og sikke en hukommelse. Det tog ham længe at komme ud og ind af lokalet, så vi var flere, der bare spiste på kontoret sammen med ham.

     Uglemor har slået skulderen. Slemt. Flere gange. Måske er den brækket. Jeg ved det ikke. Jeg har været ved lægen. Flere gange. Fået taget røntgenbilleder, som en anden læge gerne ville se. Men nej. Der er slet ingen billeder, kun en udtalelse fra den, der så de digitale billeder.Jeg kan måske grave noget frem. Hvis jeg logger på med "ikke spor nem-id", roder rundt i diverse mapper, blandt gamle blodprøvesvar og gravidtetsnoter, kan der være, jeg finder noget. Uglemor tænker tilbage til dengang, hun hoppede i minitrompolin og faldt ned og slog nakken! AV! Dengang ringede jeg til lægen, og forklarede at jeg gerne ville låne røntgenbillederne. Et par dage senere gik jeg ned og hentede dem i en stor, brun kuvert. Med den under armen rejste jeg så til København, hvor en sportslæge kiggede på dem. Jeg fik at vide at intet var rigtigt brækket, kun en revne i en knogle. Jeg skulle gå til kiropraktor og blive rettet ud igen.


Øv! - Bah! (21. november)

Da det lader til at Uglemor ikke kan finde på interessante blogindlæg 30 dage i træk eller bare finde ud af at poste indlæg 30 dage i træk, opgives tankerne hermed.



It seems MotherOwl is unable to write 30 iteresting blogposts - or indeed 30 blogposts in a row interesting or not. The NaNoWriMo-challenge is hereby failed.

søndag den 19. november 2017

WoW-Story (19. november)

Dagens historie er skrevet på Engelsk til en World of Warcraft fan-art side - vores gamle Guild-hjemmeside, hvor man blev bedt om at skrive sin spilpersons forhistorie. Den er derfor ikke på dansk.

- o 0 o -

Today's story is a piece of World of Warcraft fan-art. Written for a long dead Guild in WoW, that requested backstories for our in-game characters.

A very young Wingilot on her way to Darnassus, the capital of the elven.

Ishnu'alah elven brethren.

My name is Wingilot -- which means the hidden maid. I was no more than a toddler when my village was annihilated by the wild, tainted furbolgs. Everybody seems to agree that Starbreeze was the first and only village to suffer this fate. I suppose is it because our village was far smaller and there was no survivors to tell the tale, except from me, and I only learned the whole story a short while ago. The village was to the south west in the more desolate parts of Teldrassil, although I can't rightly use that word of my beloved isle.
Among my first memories are the giant shadows of furbolgs on moonlit trees, screams and frightening sounds. The next thing I remember must be years later. An old hunter sat skinning a furbolg body by the fire. He had found me in the ruined village and took me to his hiding place in the southern hills. It seemed a sunlit and nice place to me as a child.
Sometimes in his darker hours he hinted at an unspeakable crime that kept him away from other people. That was the reason he did not live in our village any more. Now that I think about it I realize that I must have been related to him in some way, but I can't start to guess how.
The old hunter, Wilwarinn -- named after the stars, his name means butterfly -- raised me more like a pet than a child. From him I learned how to cook, skin and make clothes, skills he found appropriate for a girl. Later he realized that old age was soon upon him and if he wanted to eat, he had to teach me tracking and hunting. He taught me the tracks of beast and elven, he made a bow for me and made me practise for hours on end until one day he let me shoot at living targets. My first deer was an unforgettable triumph, but even more so my first furbolg only days later.
I was still only a wisp of a girl when he turned ill. In his illness he ranted about unicorns and immortality. He asked me to fetch master Strongoak from the great tree, Aldrassil. I did it even though I nearly fainted from fear, I had never spoken to other people before. After Wilwarinn had died, master Strongoak told me some of the things they talked about. He told me that Wilwarinns crime was that he in the recklessness of youth shot a unicorn, but he found this misdeed fully atoned by his caring for me all those years. He also told me a bit more about my village and the furbolgs.
I took over the old cottage and the owl wich belonged to Wilwarinn. Master Dazalaar in Dolanaar taught me what more was necessary. For many years I lived peacefully in the old hut hunting out furbolgs in the surrounding woods.
In the end curiosity got the better of me and I travelled the world. I met strange and amazing sights, but mostly I kept to myself, not being quite confident around people. Then one late evening in Elwynn Forest, I met a young elven man who were about to be killed by a pack of wolves. My owl and me killed most of the wolves, and the young elf invited me to join a nice group of elven. I was shy at first, but he convinced me. For a time I kept in the background and listened to the older ones, slowly I got a little used to living and talking with other of Elune's creatures. But after some time a spirit of evil spread in the group and it disbanded. After this disillusion, I went back to my beloved Teldrassil. If you have an errand for me, you will find me where the evil gnarlpines gather.

Elun'edorei sisters and brothers.

Wingilot

lørdag den 18. november 2017

TUSAL - 18. november

Kære læsere, hvis nogen af jer nåede at se, at der var kommet en historie, så må I vente til i morgen. For i aften er det nymåne - og det er esnsbetydende med TUSAL ovre hos Daffycat.

- o 0 o -

Dear readers If any of you start to feel confused over the elsewhereness of my Wow story. It just had to wait untlil tomorrow. Because today is the new moon and this meand TUSAL at Daffycat's.


- o 0 💙 0 o -

Denne måned har butd på en del håndarbejde. Græskar, svampe, blade, flere edderkoppespind
som det flotte der og en kjole til den lille ædelsten. Det er bare ikke blevet til så mange ender.
Og måske når jeg at trykke "udgiv" inden midnat. 

- o 0 o -

This month some textile works have been happening. Pumpkins, mushrooms, leaves, more cobwebs like these, and a dress for the LitleGem. But ORTs are spare.
And I just made it in time .. I hope