Kim Larsen

Nu er han død, og han var åbenbart fantastisk. Well, De mortui nil nisi bene, men jeg vil nu alligevel fortælle, hvorfor jeg ikke deltager i massehysteriet over hans død. 

Hans musik var også en del af lydtæppet til min barndom og ungdom. Sammen med Shu-bi-dua, Tommy Seebach, AC/DC, Anette Klingenberg, Vesterbro Ungdomsgård, Boney M, The Dubliners, Bifrost, Peter Belli, Erik Grib, Susanne Lana, Steppeulvene, Mette, Pentangle, Lasse og Mathilde, og en million andre.
      Der var mange af os, der godt kunne lide Kim Larsens blanding af iørefaldende melodier, social indignation og tjald.
     Hvad var en fest lige uden Inga, Katinka og Smukke Charlie eller Rabalderstræde spillet for fulde gardiner.
     Hvad var en protestdemonstration uden Østre Gasværk.
     Hvad var et lejrbål uden Kvinde min.
     Jeg har sunget Blaffersangen undervejs til Korsør på tommelfingeren og snublet over de underlige stavelser i Laphophora Williamsii (planten hedder for øvrigt Lophophora Williamsi).

Så gik der tid ... jeg fik andet at lave end at feste, demonstrere og synge. Børn, studier, osv fyldte i tilværelsen. Musik var baggrundsmusik, helst ikke for højt, så børnene vågnede, Kim Larsen i forskellige konstellationer var en naturlig del af den baggrundsmusik. Haveje, Pairsklip. Hvileløse hjerte og Solsortevej. Vend kajakken og  De smukke unge mennesker. Der var længere mellem snapsene, men jeg havde for travlt til rigtig at bemærke det. 

     Så kom Sange fra Glemmebogen, Jeg lyttede, og undredes. Hvis glemmebog? Ikke min, de fleste af de sange, der var på albummet, kendte og sang jeg stadig. Og så havde han lavet om på dem. Udeladt vers, lavet om på formuleringer. Hvorfor? Ikke af pladsproblemer, som i gamle dage, hvor en sang ideelt skulle vare 3:14 af hensyn til omdrejningerne på en plade. Og allerværst. Han sang "Alfred var af stand velbåren" og jeg glædede mig til at høre ham synge mit yndlingsvers:
     Thoras onkel, stabssergenten,
     da han fatted, Thora var ej mer,
     skød han sig, og 11 børn og tanten
     med røgsvagt krudt fra et repetergevær.
og så havde han udeladt det!
     Jeg håber Sankt Peter griller Kim Larsen et år for hvert ord i det skønne vers!

     Og så kom det, der for mig betød et knæk: Kom igen fra Mine damer og herrer, som han også sang for dronningen. Den melodi havde han ikke selv skrevet. Det er Henry Mancinis. Den er brugt som tema i Tornfulgene, Lene Siel bruger den også i sin Fuglene (2008 eller tidligere), hvor hun da pænt krediterer Mancini for melodien.
     Det kan godt være at han rent teknisk ikke snupper mere en 8½ takt ad gangen, og dermed undgår plagiat-loven. Men for mig var det Kim Larsens store syndefald. Han var rig nok og kendt nok til ikke at behøve den slags numre. Til dato fatter jeg ikke, at han kunne slippe af sted med det.