Sidste uges store nyhed i vores lille del af verden er at vores lokale Irma lukker. Måske åbner der (endnu) en discountbutik i stedet. I hvert fald bliver byen endnu en variation fattigere.
Efter at have været i et par andre byer, var der noget der slog mig: Det er ikke butiksdød, vi er vidner til. Det er bydød. Prøv bare at gå en tur igennem en hvilken som helst provisnby en hvilken som helst hverdag. Der er nærmest uddødt, og de mennesker, der endelig er i byen, haster afsted, for de er ude i et ganske bestemt ærinde.
Alle mennesker handler på nettet, så specialbutikkerne lukker i stadig hastigere tempo, for det er en selvforstærkende spiral. Man køber på nettet, en eller to butikker lukker. Man kan snart ikke få det, man kom efter, så man er nødt til at købe mere på nettet. Der lukker så en tre-fire butikker mere, og til sidst er der kun cafeer, livsstilsbutikker, frisører og smarte børnetøjsforretninger tilbage i bykernen.
Biblioteket er rykket ud fra bymidten, og blevet stort set bogfrit. De har en kultursal med kulturarrangementer, 3D-printere, bestsellere, film, e-reoler og store, åbne rum.
Ikke noget med at indsnuse duften af bøger og sidde lidt og læse i et
hjørne.
Posthusene har ikke længere frimærker og pakkeudleveringsskranken er i den store discountbutikker i byens udkant. Der ligger apoteket for øvrigt også ... og bageren. Og så sælger discountbutikken da også bøger, så man lige kan kigge i dem, inden man bestiller dem hjem.
Banken ligger stadig inde i byen, men de har jo ingen penge, så der er ikke rigtig noget at komme efter.
Nu lukker Irma så også. Der er kun discountbutikker tilbage til næste år. Endnu flere vil købe ind på nettet eller som mig tage andre steder hen på indkøb. Sørgeligt.
Vi bliver nødt til at nytænke bykernen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg bliver altid glad for en kommentar, og prøver at svare på alle kommentarer .
I am grateful for all comments, and try to reply meaningfully to all of them.