Slægtsforskning :: Svinø

Svinø ~trådene mødes

Oles søn Rasmus giftede sig med den trofaste enke Dorthes yngste datter, Maren Kirstine, kaldet Kirstine. Brylluppet stod 12. november 1896.
     De blev boende på Svinø resten af deres dage. Da de blev gift, var Svinø en halvø, forbundet med fastlandet ved en vej, der gik gennem de lavtliggende områder nord for Svinø Nor. Vejene var ikke lige pålidelige, oversvømmede om foråret og ofte længere. Der havde været forskellige tiltag i længere tid, men de havde ikke rigtig gort den store forskel.

    Det var to handlekraftige og energiske unge mennesker, der her havde fundet hinanden. De giftede sig da Rasmus var 24 og Kirstine 20 år. Og ud over at de fik 9 børn, blev Rasmus så træt af altid at skulle have varer med for byens koner, når han leverede varer til Køng eller andre steder inde på fastlandet, at han åbnede en blandet landhandel i sit hus på Dybsøvej. Denne landhandel gik så godt at han opgav smedeerhvervet og blev en temmeligt velhavende købmand i stedet for.
    Kort efter brylluppet gik han og andre af Svinøs bønder og håndværkere sammen om at gøre halvøen ordentligt landfast. De anlagde grøfter, byggede diger og flyttede jord i tonsvis. Der blev også organiseret tre pumpelaug til erstatning for de utallige små pumpestationer, der havde været på hele øen. Det var godt for trafikken til og fra Svinø og for landmlndene der nu fik mere land at opdyrke. Men set i miljø-bagklogskabens klare lys, burde man nok have udlagt Svinø Nor til fredet fuglepark i stedet og bare bygget en ordentlig vej gennem de lavtliggende områder.

     Samtidig havde Kirstine og mange af øens øvrige koner fået nok af at det efter søndagens gudstjenester i Køng var svært at få mændene med hjem Køng, hvor de lige skulle en tur på kroen. Og de besøg trak ud i det uendelige. Svinø havde brug for en kirke.
     Ganske hurtigt fik de gæve kvinder samlet en anseelig sum penge og allerede i år 1900 blev kirken indviet. Svinøs kvinder blev godt hjulpet på vej af pastor Jacob Holdt, der også gerne ville have en rigtig kirke at holde gudstjeneste i, i stedet for at være henvist til at bruge skolestuen på Svinø.

Svinø kirke. Foto Lene M. Thomsen

     Kirstine må have været svært tilfreds med at det var hendes 3. barn, sønnen Ole, der var det første barn der blev døbt i den nye kirke.

Nummer: 11 - Født: den 13. September 1900 - Hvor født: Svinø V. Kjøng Sogn, Hammer Herred - Navn: Ole Hansen - Forældre: Smed Rasmus Hansen og Hustru Maren Kirstine Andersen 24 Aar af Svinø - Døbt: Den 4de November 1900 - Af: Sognepræst Holdt i Kirken paa Svinø (Faddere - Note)

Vi skal da også have et foto af parret.

Kirstine Andersen
Herlufmagle 1876 - 1948 Svinø

Rasmus Hansen
1872-1954
Svinø

     Min mormor og hendes søskende 

     Så vidt jeg ved og har kunnet finde ud af var det kun Carl Robert, der ikke blev gift.

     Tilbage til købmanden og hans butik. Jeg har fundet en hel del billeder på Arkiv.dk - man må kun linke, så det gør jeg flittigt.
     Allerførst et billede af købmandsbutikken. LINK Der står godt nok at købmandsbutikken tilhører Frede Jensen, men han overtog først købmandsbutikken og det tilhørende telefonnummer Svinøland 24, i 1947. Det er nemlig også noget vrøvl, at det var ham, der fik den første telefon på Svinø. Det var konkurrenten, Andreas Jensen, der har telefonnummeret Svinøland 1, som det fremgår af telefonbogen nedenfor. Min oldefar, Rasmus Hansen havde nummeret Svinøland 24, men havde samtidig den første telefoncentral på stedet, så det er nok det, der er ophav til misforståelsen.
     Også på Arkiv.dk LINK ligger der et postkort af købmand Rasmus Hansen, hans kone Maren Kirstine, hans søster (hvilken står der ikke, Han havde to, men jeg gætter på lillesøster Ane Kirstine, da storesøster jo blev gift med en møller i Skanderborg) og så en ukendt mand. Søsterens mand, måske?
     Hvis man sammenligner med de billeder, som jeg har af parret, kan man se, at mine billeder er et udsnit af dette postkort.
     Her ser man det indre af Svinø kirke. LINK. På væggen ved alteret hænger der et stort, hvidt billede. Det er et hæklet Fadervor udført af Hilleborg Marie, den yngste datter. Hun var også telefonistinde på den telefoncentral, købmand Rasmus fik installeret i eller ved sin butik.
     Hilleborg kan dog højst have virket som telefondame frem til 1937, hvor hun blev gift, for gifte kvinder forventedes ikke at kunne holde det, de hørte, hemmeligt for deres mænd. *)

Her er et totalt dårligt kopi fra K.T.A.S telefonbog for 1920.

Nummer 24 - R Hansen Købmd. (Centralbest. K.T.A.S) Svinø: Kolonial, Isenkram, Vin & Cigarer

     De eneste forfædre, hvis dødsannonce jeg har fundet i avisen, er Ole og Margrethe Hansen, den energiske købmands forældre.
     Og ja, der er en trykfejl - eller vel rettere en sættefejl, Ole er blevet til Chr. i Margrethes dødsannonce - det ser altså også ret ens ud med gotisk håndskrift. Og det er hende; øvrige navne, stednavn, og dato (året er 1918) for både død og begravelse - og R. Hansen (R. for Rasmus, købmanden) - passer med hvad jeg har fundet i kirkebogen.

En lille sjov ting, jeg har fundet i avisen

    Det er kun fordi jeg kender Rasmus Hansens telefonnummer, Svinøland 24, at jeg kan se, at det er ham der den 6. januar 1922 efterlyste et tabt bildæk.
     Gad vide, om han skammede sig over at have forlist bildækket, eller hvorfor der ikke er navn på? Jeg håber under alle omstændigheder, han fik det igen.

- - - - - - - - - -

*)

Lige et par ord om jobbet som telefonistinde:

1. Det var ikke meningen, at gifte kvinder skulle arbejde uden for hjemmet, deres færdigheder og arbejdskraft var nødvendige for at drive et hjem.
2. Det var en arbejdsplads udelukkende for kvinder. Så deres ære var uplettet, selv om de arbejdede uden for hjemmet. Og der var heller ingen chikane.
3. Det var en ret vanskelig stilling at få, man skulle have en ulastelig adfærd og et godt omdømme, tale høfligt og klart, være over 20 år og bestå en prøve.
4. Det var faktisk en mulighed for et ærligt, rimeligt velbetalt og ikke fysisk hårdt arbejde for ugifte kvinder. Mange havde dette job langt op i alderen og blev forfremmet til tilsynsførende for en telefoncentral, et job, der gav både status og god løn.
5. Det at telefonistinder ikke måtte være gift, fordi de ikke kunne holde på en hemmelighed overfor deres mænd, var altså ikke møntet på sladder, men på konkurrence. Forestil dig en gift telefonistinde, hvis ægtemand har en butik Nu bestiller en konkurrent noget nyt og spændende medens vor telefonistinde lytter på. Hvad nu ... skal hun fortælle ægtemanden om det, så han kan gøre et modtræk, eller overholde sit tavshedsløfte og måske risikere mindre indkomst eller konkurs for sin ægtemand? Dilemmaer af denne art var årsagen til den regel.