Ligestilling på hovedet

Det irriterer mig, når ligestillingen kun gælder "den ene vej" Alle vil gerne have kvinder i toppen af erhvervslivet, og på de fine bestyrelsesposter og i politik. Men hvad med møjarbejderne? Jeg har endnu ikke set nogen gå på barrikaderne for flere kvindelige skraldemænd, og med meget få undtagelser er der ingen der går ind for kvindelig værnepligt.

Den anden ting, der irriterer mig, er de kvinder der vil have ligestilling OG hensyn. For mentalt set duer det altså ikke. Hvis man vil have folk til at holde døren, trække stolen ud, skifte hjul osv. så kan man ikke også forvente at blive regnet som ligemand.
     Vi lærer fra små af at tage hensyn til de svage. Du må ikke slå på den der er mindre end dig selv, har briller, er syg osv. Men hvis vi også siger: Du må ikke slå på Ida, for hun er en pige, så siger vi også at piger er mindre, svagere, hjælpeløse og ikke kan det samme. 
     Jeg, der er opvokset med Vesterbro Ungdomsgård og linjerne:  "Hvad kan mænd og drenge / som piger ikke kan, / andet end at tisse / med en tissemand?"  føler mig faktisk nedgjort, når den slags sker. Jeg har for eksempel gjort det til en leveregel at holde døren for alle.
    Det kræver - mener jeg - en ændring af vores opdragelse ned i detaljerne, sådan at der ikke er nogen, der slår opgivende ud med armene og siger at det kun er drenge/piger, der kan den slags.

Så kort sagt: Forældre, lær alle jeres børn at
- tage hensyn til enten kun de ægte svage - eller til alle!
- skifte hjul på både bil og cykel
- tjekke oliestanden på bilen og hælde nyt på
- bage et brød
- vaske et sår og sætte plaster på
- skifte en pære og allerhelst også en fatning og en stikprop
- bruge en boremaskine
- lave en pizza fra bunden
- koge spaghetti
- finde vej uden GPS
- sy en knap i
- skifte batterier
- kende vejskiltene og simple trafikregler
- kende et par bilmærker
- holde en baby
- skifte en ble
- simpelt selvforsvar
... fortsæt selv listen med ting, der ikke burde være kønsspecifikke at kunne.