torsdag den 16. november 2017

Fodspor på ruden - 1. kapitel 2. del (16. november)

Sorry, nothing in English today either, I continue the story from yesterday.
If you need a laugh, try running it through Google translate. I truly did not realise that I described Anders' room as: "dark, safe and loose". And this one is precious; "He rode to church through the early twenties in the sparse light of the new day.". Wonder how the drifts of snow gets turned into the early twenties? I sure do. 
On a seriouser note. If you try, notice that mass and fair translates into the same word in Danish. Anders is not visiting a fair in mid-winter, but a mass 😇.

Anders' verden
    Det var den første søndag i advent. Klokken var kvart over ni, og vække uret ringede, Anders daskede arrigt til det og stod op. Der var mørkt, trygt og lunt i hans lille kammer oppe under taget. Der havde han boet til leje de sidste seks år for en billig penge hos en fjern tante, som han ikke så for meget til. Han så ud af tagvinduet og så hvordan sneen væltede ned. En kort stund stod han og stirrede ud over søerne, han så hvordan træerne svajede i blæsten. Så gik han ud på det lillebitte badeværelse og vaskede sig i lunt vand. Hvilken luksus sådan en snevejrsmorgen. Efter at have klædt sig på i sit varmeste tøj, tog han sine cykellygter og sko i hånden og listede stille ned ad køkkentrappen, der var ikke nogen grund til at irritere tanten.
    Udenfor var vejret koldt og blæsende, det var et slemt vejr at cykle ud i, men Anders nød vejrets vildskab. Han cyklede til kirke gennem snemasserne i den nye dags sparsomme lys. Solen stod sent op, og snevejrs skyerne gjorde deres til, at det ikke blev lyst så hurtigt. Snevejret tog af medens han cyklede, men kulden blev ikke mindre. Den kolde frostluft løb som tørt isvand ned over hans bryst og rensede hans hoved for de sidste rester af søvn. Anders var som sædvanligt i god tid. Inde i våbenhuset rystede han frakken for sne, tog hatten af og trådte ind i den stille, endnu lidt dunkle kirke. Han knælede ned på sin sædvanlige plads i højre side af kirken og forberedte sig stille på messen. Pater Augustin kom ind i soutane og tændte lysene på alteret. Lidt senere blev også det elektriske lys tændt. Klokken ringede og pater Augustin og den unge ministrant kom ind. Midt under messen holdt sneen op, og solen kom frem: da ministranten trådte frem for at tilryge menigheden kunne man se røgelsen stå i skyer om ham og langsomt drive ned over bænke raderne.
    "Domine, non sum dignus ... Herre, jeg er ikke værdig..." bad Anders sammen med de andre, og gik så frem til kommunionen. Han knælede, og modtog Herrens legeme af præstens hænder.
    Anders gik stille ned på sin plads igen, hvor han knælede længe efter kommunionen og bad for sine afdøde forældre, sin bror, sine søstre og de venner, der stod ham nær.
    Anders stod stille i kirke døren, blændet af den skarpe sol, og nød at lugte den rene klare luft. Sådan et vejr var røgelse skabt til. Den frost klare, snefyldte luft duftede friskere og renere end ingenting, og den søde, varmt krydrede røgelsesduft var en himmelsk kontrast. Anders følte sig varm og vel tilpas i sin lune vinterfrakke, han nød sneen og kulden, for han vidste at dette var hans sidste danske vinter i lang tid, måske for altid.
    I går havde han været til skrifte hos pater Augustin og nu var han fyldt af lykke og klar til at bryde alle bånd bag sig. Og på onsdag tog han til Marialy på retræte i en eller to måneder, og derefter ville han rejse til Sydtyskland som novice i et kloster der. Efter messen sagde han "Farvel og god søndag" til alle sine venner og pater Augustin, der var hans gamle sogne præst. Kun hans søskende, enkelte af hans venner og præsten vidste, at han rejste.
    Hjemme igen pakkede han sin taske med de ting han fra nu af ejede i denne verden. Tandbørste, skiftetøj, en tysk ordbog, Bibelen og et breviar i fire bind. I lommen havde han sit pas, lidt penge og sin rosenkrans. Han havde betalt for værelset måneden ud og i morgen ville en flyttebil afhente de par papkasser han havde fyldt med ting og sager. De skulle sælges og han ville give pengene til pater Augustin. Han gav altid så meget til dem, der manglede. Hans søskende havde fået det, de havde bedt om, kun et billede af forældrene havde de ikke fået ham til at give fra sig. Siden han som femtenårig var blevet katolik havde han ikke haft så meget med sin familie at gøre. Hans søskende kunne ikke forstå det, og hans forældre var døde i et biluheld, da Anders, der var den yngste af fire søskende, var seksten år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar