onsdag den 15. november 2017

Fodspor på ruden 1. kapitel (15. november)

Sorry, nothing in English today. This is the first half chapter of a short story, I began writing a long time ago.


Pauls verden
     Paul vågnede fordi han frøs. Da han i går havde læst vejr­meldingen i avisen på biblioteket, havde han godt nok læst at de lovede sne. Han havde fore­stillet sig noget blidt dryssende og ikke dette her, hvor himmel og jord nærmest stod i ét. Og hvor var det mørkt! Paul troede at klokken kun var otte eller højest halv ni, men da han kiggede på sit ur var klokken lidt over ti. Han rystede sit lange, krøllede hår væk fra øjnene. Hvor så der ud, vinflasker og tekopper i en forvirring, og i nogle af flaskerne var der stoppet stearinlys. Aske­bæg­rene havde han heldigvis sanset at tømme, før han tumlede i seng. Han stod op, rystende af kulde. Han kunne se sin egen ånde i luften; havehusets tynde vægge ydede ikke den store beskyttelse mod kulden. Han hældte petroleum på ovnen; den var efter kulden at dømme løbet tør, lige efter han var faldet i søvn. Han kravlede ned under dynen og følte modløsheden brede sig i ham. Først måtte han rydde op, og lyset var på grund af sne­bygerne så grumset at han sikkert ikke ville kunne male i dag. Bare hans mor ikke kom, hun nød vist ligefrem at komme på uan­meldte besøg og skælde ud på Paul for hans rodede lejlighed og ditto liv. Og på tirsdag skulle han aflevere sin opgave hvis han ikke ville smides ud af skolen. Paul havde fået varme i kroppen igen og faldt i søvn.

Da han vågnede igen et par timer senere, skinnede solen, og lyset var lige som han havde forestillet sig det. Han lod flasker være flasker og greb sit malergrej og løb ud i haven. Der satte han sig på en gammel, frønnet træstub og malede. Det var sådan en smuk, forfalden, gammel have. Husets ejer var en lille, ældre dame - sådan som man forestillede sig en gammeldags bedstemor med knold i nakken, hvidt hår, mørke, lange kjoler, og lysende klare blå øjne. Paul havde allerede flere gange brugt hende som motiv. Til gengæld beskar han træerne og slog græsset om sommeren. Han beskar træerne som han lystede, det var ikke altid hverken fagligt korrekt eller hensigtsmæssigt, men altid smukt.

Paul havde straks forelsket sig både i damen og den gamle have, da han for fire år siden kom til København. Med glæde i hjertet havde han forladt barndommens lille landsby og taget fat på studierne på kunstakademiet med stor entusiasme. Hans far var død ganske kort tid efter; han havde hele sit liv været en jævn bondemand og de sidste år af hans liv var blevet over­skygget af vrede og sorg over knægtens fikse ideer, som han slet ikke forstod. Efter faderens død var hans mor flyttet ind til en søster i Lyngby, hun var bitter på Paul og mente at han var skyld i faderens død. Han havde arvet en hel den penge, og hans medstuderende, der ikke havde hans evner og ærlighed havde vidst at nasse sig ind hos ham. Det var efter­hånden ved at gå op for Paul at verden og menneskene ikke var så jævne og ligefremme som hans naboer i den lille by. Hun kom af og til forbi for at udøse sin galde over Pauls syndige hoved.


2 kommentarer:

  1. Uglemor,

    I might not be able to read your story but I can enjoy your photo!

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you. The photo is supposed to caych the mood in this chapter - ultimately be the photo the painter in this story painted ;)

      Slet