fredag den 2. oktober 2026

June ~ 10 A

A smallish chapter of June's story.

Does this even make sense?
I'm slowly getting her into a situation, where she'll have to choose between having friends or a solitary, independent lifestyle.


Back in her living room the musings on the mass made way for practicalities like cleaning her table for lunch. She was also curious how the pieces of paper were doing. She pulled them out instead of lunch. The letters were still brown, legible. but totally meaningless to June. Was it a second code, like a code within a code? June did not believe this, only very practised coders could send fast in Morse - she had no problems following the dots and dashes fron the ship, and even less those from the big oak. And translating twice, normal words to code to Morse was really tough. No way this could be the answer.

June copied what she could read, carefully, making lines in place of any illegible letters. It was gibberish. She tried comparing with her transcription of the dots and dashes from the ship, which she also had written out in the same manner. It sure looked like more of the same gibberish. Suddenly it struck her. Morse code was international. And in many languages special Morse signs were added to the 26 English letters, just like her Danish Æ, Ø, and Å. She had actually found some letters Æ and Ø in the texts, but no Å. Maybe it was in another language, maybe the ones she could not remember from her verses were  another languages' special letters? Tomorrow she would have to go to town again. Books on Morse code should be obtainable at the library or in the book store. And a telephone. And a bike? Yes that would be just right. Sanne and Jonah were nice, as were the kids, but she would not sponge on their kindness. She had forgotten about lunch, and now it was soon time for dinner. She put away the papers and went to the fridge. The pudding was still there, and everything were as she had left it. Still, yet another mystery. She was beginning to feel like a collector of mysteries.

 ... to be continued


På dansk
Endnu et kort kapitel i Junes historie.

Giver det her overhovedet mening?
Jeg er langsomt ved at få hende ud i en situation, hvor hun bliver nødt til at vælge mellem venner og en ensom, uafhængig livsstil.


June låste sig ind og lukkede døren grundigt efter sig. Tankerne om messen veg for praktiske gøremål som at rydde bordet til frokost. Hun var også nysgerrig efter at se, hvordan papirlapperne havde det. Nysgerrigheden vandt, og hun tog dem frem i stedet for at spise frokost. Bogstaverne var stadig brune og læselige, men det gav ingen mening. Var det en anden kode, måske en kode inden i en kode? June troede ikke rigtigt på det. Det krævede øvelse at kunne sende hurtigt i morse, og hun havde ikke haft problemer med at følge med i det, de sendte hverken fra skibet eller fra det store egetræ. Og at oversætte to gange, først fra almindelige ord til kode og så videre til morse, var virkelig svært. Det kunne umuligt være sådan, det hang sammen.

June skrev omhyggeligt de bogstaver ned, hun kunne læse, og satte streger i stedet for ulæselige bogstaver. Det var det rene volapyk. Hun prøvede at sammenligne det med sin afskrift af prikkerne og stregerne fra skibet, som hun havde skrevet ned på samme måde. Det så ud som mere af det samme volapyk. Pludselig gik det op for hende. Morsekode var international. Og på mange sprog blev der tilføjet specielle morse-tegn til de 26 engelske bogstaver, ligesom de danske Æ, Ø og Å. Hun havde faktisk fundet nogle Æ'er og Ø'er i teksterne, men ingen Å'er. Måske var det et andet sprog, måske var de bogstaver, hun ikke kunne genkende fra sine vers, bare specielle bogstaver fra andre sprog? I morgen måtte hun tage ind til byen igen. Biblioteket måtte have bøger om morsekode, ellers måtte hun prøve hos boghandlen. Og en telefon. Og måske også en cykel? Ja, det ville være helt perfekt. Sanne og Jonah var søde, og deres børn også, men hun ville ikke udnytte deres venlighed eller blive afhængig af dem. Hun havde glemt alt om frokosten, og nu var det snart tid til aftensmad. Hun lagde papirerne væk og gik hen til køleskabet. Buddingen stod der stadig, alt var som hun havde efterladt det. Alligevel var et endnu et mysterium. Hun begyndte at føle at hun samlede på mysterier.
 ... fortsættelse følger 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver altid glad for en kommentar, og prøver at svare på alle kommentarer .

I am grateful for all comments, and try to reply meaningfully to all of them.