Next half chapter, I think this is slow going, but mysteries take their time unfolding.
Monday in town, June visited the 'phone shop first. She was told that it would be no problem, and as Charles O'Connor had had a landline, she did not even have to be home. Someone from the company would activate her line, and she could choose a telephone now. "Just test at intervals from some time Wednesday. When you get the dialling tone it means it's working." He wrote her telephone number on a small piece of paper and put it into the desgnated window on the telephone, June had chosen. She thanked him and left.
Then she walked to the bike shop at the outskirts of town. They had the perfect bike for her, sturdy and even green, her favourite colour. She did not remember when she had last ridden a bike. Dennis had not liked bikes, and been rich enough for them to have two cars. A small, sporty one for him, and a roomy, yet easily handled one for her for shopping, going places with the kids and for their holidays, weekends, and all that. It was the one that had killed him and the kids. She had not felt like driving or even owning a car since. But a bike was something else. The bike dealer had asked her a question.
"Sorry," June said, "I was woolgathering."
"I asked if you'd like to buy a helmet or anything else?"
"Sure," June said, "I'd like a helmet. And panniers or whatever they're called. Biking home with bags on the handle is not a thing I'd like to do."
"No," the bike dealer said, "I would strongly advise against it. By the way, we have a big parking lot behind the shop. You can familiarise yourself with the bike out there."
"Thanks a lot," June said surprised. "Am I that transparent?"
June did remember how to ride a bike, and felt like a little girl once again. 'It seems you really do not forget,' she thought.
She slowly biked on to the library and found a couple of useful-looking books on Morse code. She had some trouble getting registered, as she only recently moved in, and could not produce the wanted identification papers. A temporary card solved this problem.
Biking to the centre of town, she met the mail-man. He hailed her and said: "I'm sorry I walked into your house last week. You were not at home, I had forgotten some letters of yours. You sure get a lot! I was thirsty so I drank some water. I think I left behind my lunch."
He spoke in short sentences with small pauses in between, June had already notice this on his first visits, but today it was even more prominent. Strange habit that. But at least he solved one mystery. "A pudding?" June asked.
"Yup. It was getting hot. I wanted to let it cool while having some water. Later, I wanted to eat it. I could not find it. Did you eat it?" He looked expectantly at her.
"No, I did not. You can have it next time you come. But, you know, it's not nice to walk into other peoples' home while they're not at home."
"I know. Sometimes I forget. I was so thirsty."
June looked closely at the mail-man. Suddenly she saw the person, and not just the mail-man. She noticed the epicanthic folds and the flat nose. He was suffering from Down syndrome. Mildly enough to function as a mail-man, ride a bike, and so on, but his social control was somewhat lacking. "It's OK," she said, "I'll keep the pudding for you."
"Thanks! It's a treat. I can't always afford one. The baker makes them Monday. That's today. I really like them. See you tomorrow."
June biked to the baker's and bought a new pudding. She was sure that after sitting a whole week in her fridge, the old one would be inedible, if not downright harmful.
På dansk
Her er så det næste havle kapitel. Det går langsomt fremad, synes jeg. Men på den anden side, mysterier tager deres tid.
Mandag tog June først ind til telefonbutikken. Hun fik at vide, at det ikke ville være noget problem for hende at få en telefon, Charles O’Connor havde haft en, så ledningern lø der allerede. Ja, hun behøvede ikke engang at være hjemme. En medarbejder fra selskabet ville komme ud til et eller andet målerskab, June forstod ikke rigtig forklaringen, og syntes, det var pinligt at spørge igen. Men det korte af det lange var, at hendes telefonnummer ville blive aktiveret uden at hun behøvede at gøre noget, og hun kunne få en telefon med hjem med det samme.
"Bare sæt den i stikket og løft røret med jævne mellemrum fra onsdag middag," forklarede den unge forhandler. "Når du hører klartonen, betyder det, at den virker." Han skrev hendes telefonnummer på et lille stykke papir og satte det ind i det dertil indrettede vindue på den telefon, June havde valgt. Hun takkede ham og gik.
Derefter gik hun hen til cykelforretningen i udkanten af byen. De havde den perfekte cykel til hende, robust og endda dæmpet grøn, en af hendes yndlingsfarver. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde cyklet. Dennis havde ikke brudt sig om cykler og havde været rig nok til, at de kunne have to biler. En lille, sporty bil til ham og en rummelig, men alligevel let bil til hende til indkøb, ture med børnene og til deres ferier, weekender og alt det der. Det var den, der havde dræbt ham og børnene.
Siden da havde hun ikke haft lyst til at køre bil eller overhovedet eje en bil. Men en cykel var noget helt andet. Cykelhandleren havde stillet hende et spørgsmål.
"Undskyld," sagde June, "jeg var lidt fraværende."
"Jeg spurgte, om du havde brug for en cykelhjelm eller noget andet tilbehør?"
"Ja da," sagde June, "jeg vil gerne have en hjelm. Og et par cykeltasker. Jeg har ikke lyst til at cykle hjem med poser på styret.”
"Nej," sagde cykelforhandleren, "det vil jeg også på det kraftigste fraråde. Forresten har vi en stor parkeringsplads omme bag butikken. Derude kan du lære cyklen at kende."
"Mange tak," sagde June. 'Kan det mon ses på mig, at jeg er utryg ved at sætte mig op på en cykel,' tænkte hun.
June kunne heldigvis godt huske det der med at cykle, og følte sig helt som en lille pige igen. 'Det ser ud til, at man faktisk ikke glemmer det, man har lært som lille,' tænkte hun.
Hun cyklede langsomt videre til biblioteket og fandt et par bøger om morsekode, der så nyttige ud. Hun havde lidt besvær med at blive oprettet som låner, da hun først for nylig var flyttet ind og ikke kunne fremvise de krævede identifikationspapirer. Et midlertidigt lånerkort viste sig at være løsningen på dette problem.
Da hun cyklede ind mod byens centrum, mødte hun postbudet. Han vinkede til hende og sagde: "Undskyld, at jeg gik ind i dit hus i sidste uge. Du var ikke hjemme. Jeg havde glemt at give dig nogle af dine breve. Du får virkelig mange! Jeg var tørstig, så jeg drak lidt vand. Jeg tror, jeg glemte min frokost inde hos dig."
Han talte i korte sætninger med små pauser imellem; det havde June allerede lagt mærke til ved hans første besøg, men i dag var det endnu mere tydeligt. En mærkelig vane. Men i det mindste løste han én gåde. "Var det en budding?" spurgte June.
"Jep. Den var ved at blive varm. Jeg ville lade den køle, mens jeg drak vand. Senere ville jeg spise den. Men den var væk. Har du spist den?" Han så forventningsfuldt på hende.
"Nej, det har jeg ikke. Du kan få den, næste gang du kommer. Men du ved godt, at det ikke er pænt at gå ind i andres hjem, mens de ikke er der."
"Det ved jeg godt. Nogle gange glemmer jeg det. Jeg var så tørstig."
June kiggede nøje på postbudet. Pludselig så hun personen, og ikke bare uniformen. Hun lagde mærke til de tunge folder ved øjnene og den flade næse. Han led af Downs syndrom. Mildt nok til at kunne arbejde som postbud, cykle og så videre, men hans evner til at følge de normale, sociale spilleregler lod noget tilbage at ønske. "Det er okay," sagde hun så, "jeg gemmer buddingen til dig."
"Tak! De er så lækre. Jeg har ikke altid råd til en. Bageren laver dem om mandagen. Det er i dag. Jeg kan virkelig godt lide dem. Vi ses i morgen."
June cyklede hen til bageren og købte en ny budding. Hun var sikker på, at den gamle ville være uspiselig, hvis ikke direkte sundhedsskadelig, efter at have stået en hel uge i hendes køleskab.
Monday in town, June visited the 'phone shop first. She was told that it would be no problem, and as Charles O'Connor had had a landline, she did not even have to be home. Someone from the company would activate her line, and she could choose a telephone now. "Just test at intervals from some time Wednesday. When you get the dialling tone it means it's working." He wrote her telephone number on a small piece of paper and put it into the desgnated window on the telephone, June had chosen. She thanked him and left.
Then she walked to the bike shop at the outskirts of town. They had the perfect bike for her, sturdy and even green, her favourite colour. She did not remember when she had last ridden a bike. Dennis had not liked bikes, and been rich enough for them to have two cars. A small, sporty one for him, and a roomy, yet easily handled one for her for shopping, going places with the kids and for their holidays, weekends, and all that. It was the one that had killed him and the kids. She had not felt like driving or even owning a car since. But a bike was something else. The bike dealer had asked her a question.
"Sorry," June said, "I was woolgathering."
"I asked if you'd like to buy a helmet or anything else?"
"Sure," June said, "I'd like a helmet. And panniers or whatever they're called. Biking home with bags on the handle is not a thing I'd like to do."
"No," the bike dealer said, "I would strongly advise against it. By the way, we have a big parking lot behind the shop. You can familiarise yourself with the bike out there."
"Thanks a lot," June said surprised. "Am I that transparent?"
June did remember how to ride a bike, and felt like a little girl once again. 'It seems you really do not forget,' she thought.
She slowly biked on to the library and found a couple of useful-looking books on Morse code. She had some trouble getting registered, as she only recently moved in, and could not produce the wanted identification papers. A temporary card solved this problem.
Biking to the centre of town, she met the mail-man. He hailed her and said: "I'm sorry I walked into your house last week. You were not at home, I had forgotten some letters of yours. You sure get a lot! I was thirsty so I drank some water. I think I left behind my lunch."
He spoke in short sentences with small pauses in between, June had already notice this on his first visits, but today it was even more prominent. Strange habit that. But at least he solved one mystery. "A pudding?" June asked.
"Yup. It was getting hot. I wanted to let it cool while having some water. Later, I wanted to eat it. I could not find it. Did you eat it?" He looked expectantly at her.
"No, I did not. You can have it next time you come. But, you know, it's not nice to walk into other peoples' home while they're not at home."
"I know. Sometimes I forget. I was so thirsty."
June looked closely at the mail-man. Suddenly she saw the person, and not just the mail-man. She noticed the epicanthic folds and the flat nose. He was suffering from Down syndrome. Mildly enough to function as a mail-man, ride a bike, and so on, but his social control was somewhat lacking. "It's OK," she said, "I'll keep the pudding for you."
"Thanks! It's a treat. I can't always afford one. The baker makes them Monday. That's today. I really like them. See you tomorrow."
June biked to the baker's and bought a new pudding. She was sure that after sitting a whole week in her fridge, the old one would be inedible, if not downright harmful.
... to be continued
På dansk
Her er så det næste havle kapitel. Det går langsomt fremad, synes jeg. Men på den anden side, mysterier tager deres tid.
Mandag tog June først ind til telefonbutikken. Hun fik at vide, at det ikke ville være noget problem for hende at få en telefon, Charles O’Connor havde haft en, så ledningern lø der allerede. Ja, hun behøvede ikke engang at være hjemme. En medarbejder fra selskabet ville komme ud til et eller andet målerskab, June forstod ikke rigtig forklaringen, og syntes, det var pinligt at spørge igen. Men det korte af det lange var, at hendes telefonnummer ville blive aktiveret uden at hun behøvede at gøre noget, og hun kunne få en telefon med hjem med det samme.
"Bare sæt den i stikket og løft røret med jævne mellemrum fra onsdag middag," forklarede den unge forhandler. "Når du hører klartonen, betyder det, at den virker." Han skrev hendes telefonnummer på et lille stykke papir og satte det ind i det dertil indrettede vindue på den telefon, June havde valgt. Hun takkede ham og gik.
Derefter gik hun hen til cykelforretningen i udkanten af byen. De havde den perfekte cykel til hende, robust og endda dæmpet grøn, en af hendes yndlingsfarver. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde cyklet. Dennis havde ikke brudt sig om cykler og havde været rig nok til, at de kunne have to biler. En lille, sporty bil til ham og en rummelig, men alligevel let bil til hende til indkøb, ture med børnene og til deres ferier, weekender og alt det der. Det var den, der havde dræbt ham og børnene.
Siden da havde hun ikke haft lyst til at køre bil eller overhovedet eje en bil. Men en cykel var noget helt andet. Cykelhandleren havde stillet hende et spørgsmål.
"Undskyld," sagde June, "jeg var lidt fraværende."
"Jeg spurgte, om du havde brug for en cykelhjelm eller noget andet tilbehør?"
"Ja da," sagde June, "jeg vil gerne have en hjelm. Og et par cykeltasker. Jeg har ikke lyst til at cykle hjem med poser på styret.”
"Nej," sagde cykelforhandleren, "det vil jeg også på det kraftigste fraråde. Forresten har vi en stor parkeringsplads omme bag butikken. Derude kan du lære cyklen at kende."
"Mange tak," sagde June. 'Kan det mon ses på mig, at jeg er utryg ved at sætte mig op på en cykel,' tænkte hun.
June kunne heldigvis godt huske det der med at cykle, og følte sig helt som en lille pige igen. 'Det ser ud til, at man faktisk ikke glemmer det, man har lært som lille,' tænkte hun.
Hun cyklede langsomt videre til biblioteket og fandt et par bøger om morsekode, der så nyttige ud. Hun havde lidt besvær med at blive oprettet som låner, da hun først for nylig var flyttet ind og ikke kunne fremvise de krævede identifikationspapirer. Et midlertidigt lånerkort viste sig at være løsningen på dette problem.
Da hun cyklede ind mod byens centrum, mødte hun postbudet. Han vinkede til hende og sagde: "Undskyld, at jeg gik ind i dit hus i sidste uge. Du var ikke hjemme. Jeg havde glemt at give dig nogle af dine breve. Du får virkelig mange! Jeg var tørstig, så jeg drak lidt vand. Jeg tror, jeg glemte min frokost inde hos dig."
Han talte i korte sætninger med små pauser imellem; det havde June allerede lagt mærke til ved hans første besøg, men i dag var det endnu mere tydeligt. En mærkelig vane. Men i det mindste løste han én gåde. "Var det en budding?" spurgte June.
"Jep. Den var ved at blive varm. Jeg ville lade den køle, mens jeg drak vand. Senere ville jeg spise den. Men den var væk. Har du spist den?" Han så forventningsfuldt på hende.
"Nej, det har jeg ikke. Du kan få den, næste gang du kommer. Men du ved godt, at det ikke er pænt at gå ind i andres hjem, mens de ikke er der."
"Det ved jeg godt. Nogle gange glemmer jeg det. Jeg var så tørstig."
June kiggede nøje på postbudet. Pludselig så hun personen, og ikke bare uniformen. Hun lagde mærke til de tunge folder ved øjnene og den flade næse. Han led af Downs syndrom. Mildt nok til at kunne arbejde som postbud, cykle og så videre, men hans evner til at følge de normale, sociale spilleregler lod noget tilbage at ønske. "Det er okay," sagde hun så, "jeg gemmer buddingen til dig."
"Tak! De er så lækre. Jeg har ikke altid råd til en. Bageren laver dem om mandagen. Det er i dag. Jeg kan virkelig godt lide dem. Vi ses i morgen."
June cyklede hen til bageren og købte en ny budding. Hun var sikker på, at den gamle ville være uspiselig, hvis ikke direkte sundhedsskadelig, efter at have stået en hel uge i hendes køleskab.
... fortsættelse følger