Meget frustreret blogindlæg. Det føles som om at hver gang, jeg lige er kommet mig oven på én idiotisk handling, så kommer der noget nyt. Jeg tænker hver gang, nu bliver det ikke værre, nu vender det. men nej.
Duolingo: Hvor jeg nu har lært japansk i et par år har her i januar fået et nyt look, og en forøget fokus på konkurrencemomentet i stedet for indlæring. De er (eller var) i hvert fald ret gode, men nu er det lige før jeg opgiver.
Efter dagens lektioner får en af to skatte i sin kiste. Enten en eller flere af deres spillepenge, Lingots, som man kan bruge til at købe adgang til sværere sprogquizzer, eller man får en Streak freeze, som man ikke selv kan bestemme over, men som bliver brugt til at 'fryse' ens Streak, et engelsk ord for det antal dage, man har trænet i træk. Det har ingen værdi, ud over at prale med, og jeg synes, det er meget irriterende og demotiverende, at man hele tiden bliver forsynet med Freezes. Hver gang man har brugt en af de to, man kan have, får man straks en ny.
Jeg prøvede for sjov, hvor langt, man kunne drive det spil.
Den 31. januar glemte jeg så at jeg ikke havde to, men kun en Streak Freeze. Så snart jeg loggede på den 1. februar fik jeg en besked hen over skærmen: Du har mistet dín 44 dages Streak, men hvis du køber betalings-udgaven, reparerer vi din Streak for dig!
Blogger:
Blogger er blevet mere og mere bruger-uvenligt. Mere tom luft, mere bling og færre værktøjer, adgange og valgfrihed. Jeg har måttet lære mig selv HTMLkodning for bare at få mine blogposter til at se nogenlunde ud.
Alle de andre:
Naturstyrelsens hjemmeside er blevet rullende billeder og alle de oplysende tekster er stort set forsvundet.
Naturbasen er blevet bling og reklamer for dem selv.
Facebook er blevet stort set udueligt. Ingenting kan sorteres kronologisk og der popper reklamer op hele tiden.
Instagram var nogenlunde, men .. de bliver ved at lukke min konto for handlinger mod reglerne!
Nyhedsmedier er fulde af clickbait og billeder eller små film, der flimrer og bevæger sig - og sport, sport og atter sport. Mna kan få sportsnyheder for sig, men ikke en omgang nyheder uden sport og reality-shows.
På Google kan man ikke længere frasortere sites, eller bruge mere end ét søgekriterium eller bede om at der ikke bliver taget hensyn til ens søgehistorik. Det vil sige, at hver gang, jeg søger, er der ikke noget nyt i søgningen, men det samme gamle - undtagen den ene gang, hvor jeg har glemt at gemme et billede eller et link, da er det naturligvis væk for evigt.
Og nej, andre søgemaskiner er ikke bedre, jeg tror, jeg har prøvet dem alle sammen.
Dansk Meterologisk Istituts hjemmeside, der trods løfter om forbedringer stadig stort set er ubrugelig på 2. år.
Det bliver mere og mere trættende at bruge internettet.
Coop:
Ja, ud over at de nu lukker Irma, så har de også ændret deres bonusordning, så man nu kun får dividende af deres egne mærker.
Apropos banken: Hvorfor er det lige, at man ikke kan fravælge kontaktløs betaling på sit kort?
Telefon:
Jeg har også lige skiftet telefonselskab. Det var ikke sjov. Da jeg først fik min mobil, betalte jeg 39 kr. for 3 måneder, inkluderet forbrug op til denne grænse - som jeg aldrig nåede over, så jeg betalte i realiteten 13 kr om måneden, alt inklusive.
Siden blev det uden forbrug, så steg prisen til 19 kr/måned, så til 29 kr/måned, og nu senest til 39 kr/måned. Det er faktisk mange penge bare for at have en telefon. I gennemsnit ringer og SMSer jeg for 15 til 20 kr. om måneden.
Nu har jeg måttet finde et nyt sted - de er over-friskfyrsagtige og sender mig SMSer hele tiden. Det er bare surt.
Al resten:
Og så har jeg slet ikke nævnt vores nye regering, Store bededag, regnrekorden i januar, manglende normeringer i daginstititioner, hospitalsvæsenets kaotiske tilstand, flygtningemiseren, PostNord, forureningen, Myanmar, Syrien, PFAS, den offentlige transport, wokes og fornærmelsesparathed, fyrværkeridebatten, World of Warcrafts idiotier, selvtægt overfor ulvene, at fedtafgifterne aldrig blev sat ned igen, at panten blev sat ned, plastikjuletræer, offentlige skrivelser der er ulæselige på grund af dårligt dansk og stavefejl, insektdøden, at der tages mere hensyn til ideologier end til allergier, tvangssdigitaliseringen, lysforurening, sportens primat i skolerne, åbne køkkener, at julen starter ugen inden efterårsferien og slutter den 25. december, at sommertiden ikke er afskaffet endnu, ...
Jeg er vist bare blevet gammel og bitter.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg bliver altid glad for en kommentar, og prøver at svare på alle kommentarer .
I am grateful for all comments, and try to reply meaningfully to all of them.