Sunday Selection :: Twelfth Night :: Helligtrekonger

Scroll ned efter billederne for dansk.

Månedens farve ~ ~ PINE GREEN ~ ~ Colour of the Month

Today more text than photos.

This is the day where Christmas ends. Tonight we light the candles one last time, maybe we'll have a small gift or two. At least some cakes will be eaten.

  The Tree is very beautiful this year - at least I think so. On December 23rd I took the bus a few stops to a place where I knew you could fell your own tree, From the bus stop I walked happily the kilometre or so to the tree-place. I spoke to the tree-people, had an explanation where to find a tree like the one I wanted, and I had a saw. Then I crossed the road and walked to where these trees grew. I entered through an ingenious gate, closing itself after me. Very close to this gate, I found a nice tree looking quite lonely. It was as I said close to the gate, and I imagined all the families passing it, saying: 'Oh, what a nice tree, but we'll go see if we can't find a nicer one further in'. I had no children to entertain with tree-hunting and a bus to catch back, and I felt the tree calling for me.
  So I started sawing, but the saw was so dull, that I just could not cut the tree. Well, I just waited by my tree, hoping for more last minute tree cutters to come by, and after what felt like a very long time, but probably was not more than 5 minutes, a family of five entered the gate. A tall man carrying a saw in one hand holding a girl by the other hand, and a woman with a baby on the arm and a toddler by the hand - just like us back then. I asked to borrow their saw. It was a good one and shortly the tree was felled. After exchanging good wishes I gave the very good saw back to the family and half carried, half dragged the tree back to the tree-people. There I paid it and had it netted, not without trouble. As I imagined everybody having passed this tree for years, it was quite old, broad and sturdy, so we pulled, pushed and hung onto the netting machine. When finally it came through the man pulling fell over - just like in old slapstick movies. Luckily he did not hurt himself, and I walked off with my tree.
  Phew it was heavy! Never has one kilometer seemed so far. I walked a bit with the tree firmly clutched, then put it down, rested and picked it up again, then I dragged it on the root end for a bit, then carried it again and so on. When finally I could see the main road ahead, a man raking up leaves asked if maybe I  - or rather my tree - wanted a lift in his wheelbarrow. I and the tree gratefully accepted and made it back to the main road in good time for the bus.  I then phoned home and asked an Owlet to meet me and the tree at the bus stop so that we could carry it home together.

Some pictures of the tree - It is also almost PINE GREEN.
Billeder af træet. det er altså næsten PINE GREEN.

Træet inden det blev pyntet. Billede fra den 24 i klart solskinsvejr.
Siden har vi haft 10½ times solskin. Heraf kun 3,2 timer i år. Suk.
The tree before it was hung with baubles and candles - photo from December 24th in wonderful December sunshine.
Since then we've had 10½ hours of sunshine, of which only 3.2 this year.

Klar til den store aften. Det ER altså flot.
Ready for the big night - we celebrate Christmas in the evening of the 24th - It IS beautiful.

En eller anden - nok en mini-bølle (barnebarn) legede med mit kamera, og tog en masse sære billeder. Gudskelov det ikke var et gammeldags kamera med rullefilm. Der var også det her let slørede billede af mig og træet.
Someone, probably one of the grandkids borrowed my camera and took a series of strange, fuzzy photos. One of them showed me and the Christmas tree. I'm thankful it was not an old camera with paper-photos.

I dag mange ord og ikke så mange billeder.

I dag slutter julen. I aften tænder vi lysene på træet en sidste gang, og måske får vi en lille gave eller to. I det mindste vil der blive spist nogle kager.

  Træet er meget smukt i år - synes jeg i hvert fald. Den 23. december tog jeg bussen et par stop til et sted, hvor jeg vidste, at man kunne fælde sit eget træ, Fra busstoppestedet gik jeg gladelig knap en kilometer til gården, hvor man kunne fælde træer. Jeg talte med træfolkene og fik en forklaring på, hvor jeg kunne finde mig et træ, og jeg fik lov at låne en sav. Så gik jeg over vejen og hen til det sted, jeg havde fået anvist. Jeg gik ind gennem en smart låge, der selv lukkede sig efter mig. Meget tæt på lågen så jeg et pænt træ, der så ret ensomt ud. Det stod som sagt tæt på lågen, og jeg forestillede mig, at alle familierne fik øje på det og sagde: "Åh, sikke et flot træ, men vi må hellere lige se, om vi ikke kan finde et endnu flottere træ længere inde". Jeg havde ingen børn, der skulle løbes trætte med at jagte fine træer, finde nisser, se på hjorte eller andre ting, det ikke er helt så sjovt at gøre alene, og så havde jeg også en bus, jeg gerne ville nå hjem igen, og som sagt følte jeg at træet kaldte på mig.
  Så jeg begyndte at save, men saven var så sløv, at jeg slet ikke kunne save træet over. Så ventede jeg bare ved mit træ i håb om, at der ville komme flere sidste øjebliks træ-findere forbi. Og efter hvad der føltes som meget lang tid, men sikkert ikke var mere end fem minutter, kom en familie på fem ind ad lågen. En høj mand med en sav i den ene hånd og en lille pige i den anden, og en kvinde med en baby på armen og en lille dreng i hånden - ligesom os for mange år siden. Jeg spurgte om jeg måtte låne deres sav. Det var en god en, og i løbet af kort tid var træet fældet. Efter at have udvekslet ønsker om en god jul, gav jeg dem den gode sav tilbage igen og bar og slæbte træet tilbage til træfolkene på gården. Der betalte jeg for det og fik det nettet, ikke uden problemer. Som sagt havde jeg forestillet mig at familier på jagt efter et pænt juletræ var gået forbi netop dette dette træ i årevis. Så det var ret gammelt, bredt og robust. Vi trak, skubbede og hang på netmaskinen. Da det endelig kom igennem, faldt manden, der trak i træet lige på bagdelen - ligesom i gamle film. Heldigvis kom han ikke til skade, og jeg drog af sted med mit træ.
     Puh, hvor var det tungt! Aldrig har en kilometer forekommet mig så lang. Jeg gik et stykke med træet i armene, så satte jeg det fra mig, hvilede mig og samlede det op igen. Så trak jeg det lidt efter mig på rodenden, så bar jeg det igen osv. Da jeg endelig kunne se hovedvejen forude, spurgte en mand, der gik og rev blade sammen, om jeg - eller rettere sagt mit træ - måske ville have et lift i hans trillebør. Jeg og træet takkede glad  ja til tilbuddet og nåede tilbage til hovedvejen i god tid til bussen.  Derefter ringede jeg hjem og bad en Ugleunge om at møde mig og træet ved busstoppestedet, så vi kunne bære det hjem sammen.