Vejen hjem -- 12 -- On my Way Home

Tåge og gæs  --  Fog and geese 

Tågen har lagt sig, men det er dejligt lunt, vel omkring 6 grader.

 Solopgang/solnedgang: 6:05/18:30, dagens længde 12:25, tiltaget 5:34

It's foggy today, but mild at about 6 degrees and no wind at all.

     Medens Uglemor vandrede hjemad, hørtes tydeligt to gæs, der fløj frem og tilbage og larmede højlydt. De var helt klart usikre på, hvor de skulle hen, og fløj fra det ene vandhul til det andet.
     Billedet er sløret og dårligt. Et lille udsnit af et skud fra hoften.

     On my way home, geese were making noises. Only two. Clearly a couple lost in the search for their old nesting place. They crossed the road in front of me a couple of time all the time loudy telling of their frustrations. This blurry photo is an enlarggement of a quick shot at them.

The following Danish text compares a Dainsh feminist "Folksong Army" writer's song to "The Long Winter"
I'm sure I can't manage in English.

Det mindede mig om Trilles gamle sang "Storebælt"

...
og da jeg kikker ud igen
så flyver der to tapre ænder helt alene
de er så små mod himmelen
og jeg gad vide om de er sidste del af flokken
eller nogen der er brudt ud
måske er det de to der finder nye veje
og søger mål de selv har valgt
...
det er vel sværere at være få end mange
men de to er stolte, de er fri
og jeg ka tydeligt se, de begge to er hunner
nu da de flyver tæt forbi
og ikke for noget, men j eg synes faktisk det var dejligt
at se det syn - mellem Sjælland og Fyn.

   Den sang gjorde mig altid deprimeret som ung. Jeg forstod ikke hvorfor. Alle de andre synes jo den var så god. Ja melodien er også en ørehænger. Men teksten ... Det var ikke før jeg genlæste Laura-bøgerne og i  "Den lange vinter" genfandt denne passage at tiøren faldt:

"Jeg troede, at Gud vågede over os," sagde Laura uroligt.
"Det gør Han også," sagde Far, "så længe vi gør, hvad der er rigtigt. Og Han har givet os en samvittighed og en forstand, så vi kan vide, hvad der er rigtigt. Men Han har også givet os en fri vilje til at gøre, hvad vi vil. Det er forskellen mellem os og alle andre skabninger."
"Kan bisamrotter da ikke gøre som de vil?"  spurgte Laura forundret.
"Nej," sagde Far. "Jeg ved ikke, hvorfor de ikke kan, men man kan se, t de ikke kan. Se engang på det bisamrottebo. Bisamrotter er nødt til at bygge på den måde. De har altid gjort det og vil altid blive ved med at gøre det. ... Mennesker derimod bygger alle mulige slags huse. Et menneske kan bygge præcis, hvad der falder ham ind. Så hvis hans hus ikke holder regn og storm ude, bliver det hans sag. Han er fri og uafhængig."

     Der er noget sterilt, hektiskt frihedssøgende og tvungent optimistisk over hele denne sang. Og sangen misbruger noget der er naturligt, til at gå et politisk ærinde. Den tillægger ænderne de menneskelige egenskaber, det sættes højt. Men for ænderne er det en blindgyde, der fører til mulig død og i hvert fald til ufrugtbarhed.